Thomas Skov Rasmussen
Jeg har boet i Ølstykke siden 2003 sammen med min hustru Dorte. Vores to piger på 27 og 22 er flyttet hjemmefra – men rødderne er stadig solidt plantet her.
Til daglig arbejder jeg hos Scania, der sælger busser, lastbiler og serviceydelser til transportsektoren. Jeg leder et team på 10 dygtige mennesker, og vores fælles mål er at hjælpe transportvirksomheder med at mindske deres miljøaftryk – og løfte chaufførernes kompetencer gennem uddannelse og efteruddannelse.
Jeg har haft et arbejdsliv med mange facetter: 14 år som selvstændig, roller i detailbranchen og lederposter i både den private og offentlige sektor. Erfaringerne har givet mig en solid forståelse for både mennesker, drift og ansvar.

På det personlige plan lever jeg med rollen som pårørende, da min hustru er bipolar. Det har givet mig en dyb forståelse for, hvor komplekst og krævende livet som pårørende kan være – balancen mellem at være der fuldt ud for den, man elsker, og samtidig huske at passe på sig selv. Den erfaring har formet både mit menneskesyn og mit politiske engagement.
Som frivillig har jeg altid søgt at gøre en forskel i praksis – ikke bare i ord. Jeg har arbejdet som mentor for unge, været en del af Roskilde Festivals afvikling og sejler i Marinehjemmeværnet, hvor fællesskab og formål går hånd i hånd.
“Jeg tror grundlæggende på at de fleste mennesker både kan og vil det meste selv”

I min øvrige fritid kører jeg som buschauffør og arbejder som eventvagt – jeg trives bedst, når jeg er tæt på mennesker og fællesskaber. Derudover sidder jeg i Egedal Byråd, hvor jeg blandt andet har en post i psykiatrirådet og opgaver på børn- og ungeområdet.
Mit politiske ståsted er *liberalt*. Jeg tror på, at frihed, ansvar og muligheder frigør mennesker, der både kan og vil tage styringen over deres eget liv. Samtidig mener jeg, at vi som samfund skal træde til – konsekvent og med værdighed – når nogen reelt har brug for hjælp.
Jeg er i politik, fordi jeg *vil være forskellen*. Ikke for min egen skyld, men fordi jeg tror på, at vi kan skabe et samfund, hvor flere får friheden til at lykkes – også når livet rammer skævt.
Mvh. Thomas
